Glarmestre Snoer og Sønner har fået til opgave at udtage og nedpakke glas i det fredede ”Victorias Drivhus,” der stammer fra Botanisk haves etablering i årene 1871-74. Da det endnu ikke vides, hvor og hvornår det historiske drivhus senere skal genopføres, pakker vi det omhyggeligt ned, til der igen findes plads i det grønne.
Ved den omhyggelige nedtagning og pakning af de gamle, mundblæste og tynde glas, skal vi registrere og nummerere hvert eneste glas individuelt. Glassene bliver efter en grundig rensning emballeret i poser og pakket ned i kasser som efterfølgende opbevares hos os.
Projektets tømrer nedtager trærammer med sprossede glaspartier fra drivhusets vægge og bringer dem til Snoers værksted på Lærkevej i København NV, hvor de gamle og skrøbelige glas bliver udtaget med specialværktøj og stor forsigtighed. Bl.a. anvendes en speciel svensk kitlampe, som med infrarød varme kan blødgøre det gamle linoliekit, uden at glassene springer.
Efter den forsigtige udtagning af glassene bliver rammerne igen afhentet af projektets tømrer-entreprenør, som tager sig af den videre nedpakning.
