Indvendigt bag blyruderne blev der indmuret vinkelstål, hvorpå forsatsruderne udført af grafitalmalet aluramme blev monteret. Stålkarme blev produceret af Emil Nielsens Smedeværksted og forsatsrammer fremstillet af Alu Design.
Arkitekt M.A.A. Birgitte Toyberg-Frandzen, medejer af arkitektfirmaet Toyberg-Frandzen A/S, har været arkitektrådgiver for Holmens Kirke i godt 30 år. Hun fortæller:
– Alle forsatsvinduer er individuelt fremstillet til de gamle irregulære vindueslysninger, så man måtte derfor lave skabeloner forud for fremstilling af forsatsvinduerne. Glasløsningen skulle være så diskret som mulig, så stålrammer blev indbygget i murværket, og sprosseinddeling blev udført med vandrette moduler ud for vandrette bånd i de eksisterende blyruder.
Arkitekt M.A.A. Lars Toyberg-Frandzen udarbejdede tegningsmaterialet til udbuddet og pegede på SnoerGlas til gennemførelsen af opgaven, og resultatet skabte senere stor efterspørgsel:
– Der var kirker i Jylland, der ringede for at høre, om de kunne få samme forsatsvinduer som i Holmens Kirke. Det blev oplyst, at det ikke var en standardløsning men en 100 procent skræddersyet løsning. Resultatet er meget tilfredsstillende i Holmens Kirke, idet man ikke ser, at der er opsat forsatsvinduer foran de smukke blyruder, siger Birgitte Toyberg-Frandzen, der benytter SnoerGlas til restaurering af blyruder i blandt andre Grundtvigs Kirke, Sankt Jakobs Kirke, Holmens Kirke og Sankt Pauls Kirke.
Holmens Kirke ved Holmens Kanal i København er vært for mange koncerter og anvendes som kongehusets kirke. Den gamle sømandskirke blev indviet i 1619 under Christian den IV.