Vi bidrager med en hel væg af 4 meter høje, farvede glaslåger til Realdanias prestigefyldte byggeri BLOX på Københavns havnefront. Glasvæggen er vores del af samarbejdet med møbel- og indretningsfirmaet PAUSTIAN, som står for indretningsopgaven.
De tunge laminerede glas til glaslågerne er modtaget på vores værksted, og vi er godt i gang med produktionen af lågerne.
Den næsten 20 meter lange hovedvæg kommer til at bestå af 16 stk. 4 meter høje og 1,2 meter brede låger. Hver låge består af 12 mm tykke, farvede, hærdede og laminerede glas, som bliver limet ned i en svejst ramme af vinkeljern.
De store og, ikke mindst, meget tunge låger bæres i gulv-drejelejer, og styres i toppen af toppinoler.
Øverst på en modstående væg monterer vi 22 mindre låger som er cirka 1,4 meter høje og 1,2 meter brede. Glassene er her et 12 mm tykt laminat af ”Mirastar”, et halvtransparent spejlglas, og almindeligt floatglas.
Igen opbygges lågerne på en svejst ramme af vinkeljern, men glassene bliver her limet udenpå rammerne, som derfor ikke bliver synlige i den færdige væg.
